Ritualerne omkring en kamp

Hvorfor ritualet betyder noget

Wai khru er et thailandsk begreb, som findes i næsten al thailandsk scenekunst, fra klassisk musik og khon-dans til kampsport. Udtrykket wai khru ram muay består af fire thailandske ord. Wai er hilsenen med håndfladerne presset sammen, khru kommer fra det sanskritiske guru, som betyder lærer, ram er dans i klassisk stil, og muay er boksning. Tilsammen kan det oversættes til en krigsdans, der hylder læreren. I sin kerne udtrykker ceremonien respekt for autoritet, taknemmelighed over viden og ærbødighed for traditionen, inden det første slag kastes.

Mongkhon

Mongkhon er det pandebånd, en kæmper bærer ind i ringen, og ordet rummer en betydning af hellig ånd, held og beskyttelse. Efter traditionen kommer det fra træneren, som overrækker det, når han beslutter, at kæmperen kan bære gymnasiets navn, så det bæres som en hyldest til gymnasiet. Når ritualet før kampen slutter, løfter træneren det ofte af og lægger det i hjørnet som en amulet. Mange kæmpere, buddhister eller ej, beder en munk om at velsigne deres mongkhon før en kamp.

Pra jiad

Pra jiad er et armbånd, der bindes om overarmen. Tidligere blev det givet for selvtillid og held og blev som regel lavet af et nært familiemedlem. Oprindelsen er slagmarken: thailandske krigere, der forlod hjemmet, fik et stykke af deres mors tøj, som regel et sarong, og bandt det om armen, så de ville vende sikkert hjem. Nogle kæmpere bærer ét, andre to. Traditionelt blev båndene opbevaret højt oppe, fordi man mente, at det at træde over et eller tabe det ville fjerne dets kraft.

Wai khru

Når kæmperne går ind i ringen, går de den rundt mod uret og stopper i hvert hjørne for at bede og bøje hovedet tre gange som hilsen til Buddha, Dharma og Sangha. I de dage, hvor kæmpere optrådte for kongelige, viste ritualet også respekt for kongen. For en tilskuer er det roen før kampen: publikum falder til ro, musikken sænker tempoet, og hver kæmper tager mål af den ring, der snart bliver hans arbejdsplads.

Ram muay

Derefter følger ram muay, en sekvens af bevægelser, der siges at være baseret på Hanuman. Den er personlig og spænder fra det meget komplekse til det meget enkle, og den ærer kæmperens træner, forældre og forfædre. Da trinene varierer fra kæmper til kæmper, rummer dansen ofte spor efter, hvem der har trænet ham, og hvor han kommer fra. Ram muay udføres altid til musik, som giver bevægelserne deres rytme.

Sarama-bandet

Sarama er melodien, der spilles til ritualet før kampen; musikken, der fortsætter gennem kampen, kaldes phleng muay. Op til fire musikere spiller den. Førstemusikeren spiller pi, et trærør med firdobbelt rørblad og udsvungen klokke. To spillere slår på et par klong khaek-trommer, hvoraf den ene regnes som han og den anden som hun, og deres rytmer fletter sig ind i hinanden. En fjerde holder takten på ching, små skålformede bækkener. Under ritualet er tempoet langsomt og stateligt; når kampen begynder, stiger det med actionen.

Det skal du holde øje med på aftenen

På et professionelt sammensat program kan det variere fra kamp til kamp, hvor meget af ritualet du ser. Læg mærke til indgangen med pandebånd og armbånd, vandringen rundt langs rebene og bukket i hvert hjørne, og lyt efter det øjeblik, hvor musikken skifter tempo, når kampen begynder. Hvis en træner løfter pandebåndet af og lægger det i hjørnet, er ritualet forbi, og kampen er ved at begynde. Intet af det behøver forklares for at kunne nydes, men når du ved, hvad det betyder, bliver minutterne før klokken langt mere interessante.

Læs næste: At se din første kamp